| Motörhead - Motörizer | ||
 Karakter |
Der er vel i virkeligheden kun en håndfuld mennesker på denne jord, der med rette kan påberåbe sig retten til at bære prædikatet rockikon! Denne udvalgte skare tæller mennesker som Ozzy Osbourne fra Black Sabbath, Angus Young fra AC/DC, Bruce Dickinson fra Iron Maiden, Rob Halford fra Judas Priest og i aller højeste grad Lemmy Kilmister fra Motörhead! Netop Lemmy Kilmister er vel nok én af de mest markante personer på den internationale rockscene; lige siden han debuterede i syrerockbandet Hawkwind, der fik sit første hit med sangen ”Silver Machine”, som Lemmy selv synger – dette var fire år før Lemmy dannede sit eget band, Bastards, der kort efter blev omdøbt til det vi kender den dag i dag; Motörhead. Selvom jeg for nogle år siden havde afskrevet Motörhead, da de udgav skuffelsen Hammered, hev de sig selv op ved hårrødderne med pladen Inferno; ydermere kom der jo Kiss of Death, og nu er bandet klar med deres fireogtyvende (!) plade – og jeg skal love for, at det bestemt ikke lyder som et band, der er ved at lægge sig selv i graven. Tværtimod. Vel er der ikke noget nyt under solen, men er det nødvendigt? Det er jo Motörhead, der er tale om – og Motörhead har spillet rock ’n roll i de sidste tredive år, og det bliver det i allerhøjeste grad ved med. Der lægges hårdt ud med nummeret ”Runaround Man”, som Mikkey Dee starter med seksten hårde slag på lilletrommen, inden Phil Campbells på én gang tunge og hurtige guitar kommer ind i billedet – bakket op af Lemmy Kilmisters mudrede bas og karakteristiske grødede stemme. Der er bestemt ikke sket nogen ændringer i lyden. Heller ikke på det næste nummer, ”Teach You How To Sing The Blues”, er det nogle overraskelser. Det er et godt, gedigent bluesrocknummer, hvor der er skruet helt op for kadencen – og ikke mindst volumen. Især dette nummer er superfedt! På pladens fjerde nummer får vi lov at høre Lemmys bas, som den lyder bedst; alene i front. Den åbner ”Rock Out” og varsler et sandt rockinferno, og intet kunne være mere sandt (og godt) end det Lemmy synger i andet vers: ”Here comes the bass, thunder in the guts” – det er jo rockpoesi, når det er bedst!! ”One Short Life” starter ligeledes med et bassriff, der går igen flere gange i nummeret. På samme måde har bassen en dominerende rolle i dette nummer; i versene er det primært bassen, der spiller det bærende riff – kun bakket op af Campbell i ny og næ. Pragtfuldt!!! Nu sagde jeg dog, at der ikke var nogen egentlige overraskelser på Motörizer, men jeg havde ikke regnet med at høre Lemmy synge a cappella, som han gør i indledningen på ”English Rose” – men også det fungerer fantastisk. Der er faktisk ikke rigtig noget, jeg kan pege fingre ad på denne plade – den er helt igennem som en Motörhead-plade skal være. Den skal bare nydes, sådan som en rigtig Motörhead-plade skal nydes: HØJT! Og det kan den sagtens, takket være Cameron Webbs glimrende producering. Webb har i Dave Grohl’s 606 Studios fået Motörhead til at lyde som et band, der bestemt ikke har tænkt sig at indstille karrieren foreløbig. Gudskelov! Det eneste jeg kan kritisere i forbindelse med Motörizer er, at den monstertour, de tager på i USA, ikke rammer Europa. De kalder den selv for Tour of the Year, og jeg er ikke sen til at give dem ret, for en turné med Motörhead, Judas Priest og Heaven & Hell kan ikke være helt skidt. Det burde for alvor cementere Motörhead som det, de er; et af verdens største, mest berygtede, mest berømte og vigtigste rockbands gennem tiderne – det er i hvert fald bevist med denne nye plade!!! Trackliste: 1. Runaround Man 2. Teach You How To Sing The Blues 3. When The Eagle Screams 4. Rock Out 5. One Short Life 6. Buried Alive 7. English Rose 8. Back On The Chain 9. Heroes 10. Time Is Right 11. The Thousand Names of God Total spilletid: 38:51 Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album. |
|
