Warhorse:

“Warhorse” må være det der på Århusiansk hedder en rigtig “smadre-kasse” Sådan en slags midt tempo sang der bare skal ligge i midten af enhver plade, og i midten af ethvert set..

Hængeakkord, tyk dyb bass, Oi- Oi- Oi growl og tunge langsomme tammer… Hvis munke var psykopater (ikke at det ikke findes) ville de sikkert messe til den her slags musik.
100% dommedags-agtig tekst, og en udpræget tyk og beskidt fornemmelse igennem hele nummeret. Stakkerede vers, riff, som vel nærmest må betegnes som et gammeldags “Helmet” riff, en lille guitar/tromme finte før omkvædet. Det har altid på en eller anden måde, mindet mig lidt om “Creep” med Radiohead? …et semi-catchy omkvæd, hvor Thue spiller noget tykt melodisk bass under, og et super tungt slut groove, som har lidt “stoner” feel over sig.

“Warhorse” er en af de første lidt langsommere sange vi skrev, og var faktisk lige ved ikke at komme med på pladen. Vi regnede ikke med at kunne nå at optage mere end 12 sange nede hos Jacob, og vi havde 13-14 stykker liggende. Men istedet for at tage “Count the days” fra vores demo med, besluttede vi os for “Warhorse”, da de to har lidt samme form og tempo, og folk havde hørt den anden før… “Count the days” har vi siden brygget lidt på, og ændret lidt og jeg tror måske vi sniger den ind i vores live set igen..

Fire:

Endnu en mid-tempo sang (Hmm, er der måske for meget mid-tempo på midten af pladen??) “Fire” er totalt 100% bygget til at være “vores” live sang, i og med at den hedder “Fire” og vi hedder The burning osv.. kæft, det er opfindsomt hva?? Den er nem at skråle med på, og ikke kompliceret på nogen måde. Onde tunger vil måske ligefrem kalde den forudsigelig, jeg siger, at den holder hvad den lover!!

“Fire” starter med et søvningt guitar riff med en pænt gammeldags lille krølle på. Tykke buldrende trommer bærer den hen mod verset, som er et “call, response” type vers. Kender ikke det danske navn, men det betyder, at jeg synger noget, der blir’ råbt “FIRE” jeg synger noget der blir’ råbt “FIRE” osv.. Super tungt omkvæd, hele skidtet forfra igen, før det hele falder lidt til ro og ender i en serie riffs, der bliver tungere og tungere… Hen over hele slutningen bliver der råbt “FIRE” endnu flere gange, kæft det lyder top-tørt når man forklarer det på papir, men det er faktisk fee’, gi’ den lige en chance!!!

Ekstra optur til Toby, som virkeligt får det her nummer til at svinge. Her kan man virkeligt høre, at han spiller anderledes end andre metal trommeslagere, og jeg ved at han bruger pisse lang tid på at finde grænsen mellem “simpelt og effektivt” og “kedeligt og hørt før”. Synes i hvert fald han er en af de bedste i DK til at spille en “true” AC/DC eller hvad det hedder…?

Snakes Of Life:

På “Snakes” som den hedder på vores setliste ryger tempoet lidt i vejret igen, stadig mid-tempo, men ikke så slattent som “Warhorse” og “Fire”. “Snakes” er vores video-sang og det nummer som de fleste siger, at de har nemmest ved at huske, så det må jo betyde mest catchy eller hvad det hedder?

Sangen er båret af et tungt groovy riff, og en meget umiddelbar tekst. Vi har rent faktisk folk til vores koncerter der synger med på linien “YOU WANNA KNOW HOW I DID IT” og taget i betragtning af at folk aldrig har hørt den andet end live, er det lidt crazy synes vi.. Men mega fedt selvfølgelig!

“Snakes” er en af de sange hvor jeg er kommet til at skrive vokalen så tæt, at Rasmus skal hjælpe med backing vocals live. Det gør han også på en 4-5 andre, men det er noget vi prøver at holde nede på et minimum, så han ikke skal stå klistret til et mikrofonstativ hele tiden.
Jeg optager selv alt vokal i studiet, fordi jeg i forvejen bruger to forskellige stemmer (Growl og skrig) og en tredje ville bare forvirre.

Men sus lige forbi vores site her (indsæt link), og se vores video, og lyt til nummeret. Det er et cool nummer synes jeg, og en fed video, som DIVISION 666 har været så flinke at hjælpe os med, rigtig rå undergroundsvideo…

Weakling:
En af de tungeste numre på den nye plade, vi har stykker der er både langsommere og tungere i nogle af de andre sange, men som helded fra ende til anden er det her nok den tungeste.Weakling bæres frem af en doven rytme, buldrende dyb bass, og et ræddi ræddi fee’ tungt riff, rigtigt oldschool Crowbar agtigt, fee’!!!Vokalen er ren growl igennem hele verset, og kun henover “bendet” i guitar broen og på omkvædet er der lidt skrig. Sangen har et melodisk klimaks hvor jeg gennem teksterne indrømmer at jeg er en svækling og ikke engang kan leve op til de få krav der stilles til mig som f.eks at opføre sig ordentligt overfor andre mennesker… (Ikke noget fååked op “tough guy” hardcore “alle skal bare spiddes i ass med et cigaretskod hvis de ikke makker-ret her, man skal opføre sig ordentligt, og jeg er desværre så klam at jeg er nødt til at skrive den slags ned) Flot Bowie…
Weakling er klart vores mest simple nummer, men alligevel pisse svært at holde styr på live fordi det pågrund af tempoet så nemt kommer til at “sejle”, det er dog stadigvæk et mega fedt nummer som vi elsker spille live og også det nummer som vi indtil nu har afsluttet alle vores koncerter med.. Totalt fee’ metal der!!!

Last Living Hostage:
Første nummer på pladen der starter med bass, og første gang man for alvor kan høre hvor en syg lyd Thue spiler med. guitar tonerne er meget black metal agtige, og det er noget vi synes passer ræddi ræddi godt ind i vores stil, det er egentligt ikke fordi nogle af os hører så forbandet meget black (pånær lige de 5-6 største og mest poppede af slagsen, læs: Cradle, Jimmy Borgir Satyricon osv… men vi synes det virker i vores stil når man sætter det op mod noget pisse tungt og ikke særligt black agtigt.
Udover det er Rasmus også mesteren i at skrive den slags black-snask og det passer godt til det dystre lyrik i det her nummer. Nå, men det var verset, omkvædet er totalt “Sørøver Sally stemmer ned” agtigt! Det er svært at forklarer og skal nok høres, men omkvædet har et udpræget pirat agtigt feel der giver en lyst til at slå ihjel og råbe “OHØØJ”
Lyrikken er lidt kryptisk men hadler i grove træk om at kæmpe for noget på andres bekostning, og så ikke få hvad man føler man er blevet lovet, men jeg har prøvet at skrive det så den kan forstås på forskellige måder, og jeg håber folk kan relaterer til den følelse der er beskrevet…
Vi bøvlede i lang tid frem og tilbage med forskellige slutninger til “Last living” og selvom mange af dem var rigtg fede, ødelagde de lidt hele feelingen af at det skulle være en simpel “bad måtherfåkker” agtig sang, så vi besluttede at et helt simpelt tungt pump med en lille krølle og et vokal stykke var nok…OG DET VAR DET!!! JÆZZ, failure is not an option…

Kill The Swine:
Første nummer der nogensinde blev skrevet til The Burning (eller som vi hed dengang State of Siege, som vi forkortede til S.O.S? ARGHHHHHA AHA HAAAAA, flot Bowie!!!Det var før vi fik Toby og Thue med, og vi gik og skrev og optog sange nede i min lejlighed på computer hvor Rasmus spillede guitar og bass ind på nogle computer trommer jeg havde bikset sammen… Mega mager lyd, og naboerne klagede helt vildt når jeg skulle indspille vokal og stå inde i lejligheden i midtbyen og råbe og skrige, ha ha ha haaa, flot Jon Bon Bowie…
Nå men det er ellers et rigtigt fedt nummer og min absolutte favorit på pladen, hurtigt og ligepå med masser af “fiskekutter”. Omkvædet bøvlede vi meget med og originalt var det programmeret meget hurtigere og med flere stortrommerslag, men da vi fik Toby med og han begyndte at præge alle sangene med hans meget tungere stil foreslog han selv at pumpe los på den lidt skæve måde som det er nu. Synes det har et rigtigt “march” agtigt feel og det passer skide godt til det meget biohazard møder cannibal corpse agtige groove der ligger mellem vers og omkvæd. Har et super fedt C-stykke med nogle rigtigt tykke akkorder der ligeså stille bygger sig op til klimatisk afslutning (AHA HA, det lød meget mere interressant end det er, “klimatisk”… flot Bowie!)
Måske den mest personlige tekst på hele pladen. Ingen grund til at forklarer hvad om, den er hverken kryptisk skrevet og der er ikke lagt skjul på noget. Og istedet for at kede jer med hvor fed terapi det er for mig at få det sagt og skreget ud til folk, og skrive side op og side ned om min lyriske undskyldning, vil jeg efterlade jer med dettte Rasmus kvote: sagt til en nysgerrig fan i Odense der ville høre hvad vores tekster handler om: “Det er jo ikke nogen digtsamling, bare hegn” HA AH HAAA, Morfar er næsten lige så tør som Scott!!! …HEGN!!!!

Underachievers Unite:
Yes sir. Første sang på vores debutplade åbner med et tordnende tromme-fill fra Toby og en bister bøvs (growl) fra undertegnede.
“Under” som den hedder i vores øvelokale, har hele tiden været bestemt til at skulle starte pladen, fordi vi gerne ville åbne op med nogle tykke lidt episke hængeakkorder. Jeg synes at det er en fee’ måde at starte på -så kan folk lige kan vende sig til lyden, før de bliver bombet med riffs og råb og skrig…

Derefter blæser den derud af igennem versene, og stopper kun op to gange for at groove tungt i omkvædet, før det hele braser sammen i et super gammeldags dødsmetal inspireret riff der slutter sangen af på grusomste vis…

Det er svært at skrive forklarende om tekster der betyder så meget for en, og som man har brugt så lang tid på at camouflere meninger og følelser i. Men omdrejningspunktet i “Under”, er følelsen af at være 100% frygtløs i sin omgang med mennesker, men samtidig blive holdt nede af personlige fiaskoer og tillidssvigt fra andre…

The Gospel:
I The Gospel er det Rasmus som starter løjerne med et fee’ oldschool trash riff. Han efterfølges af et par markeringer fra Toby og Thue før det hele thrasher hen mod verset.
Vi kan godt lide at skære fedtet fra, når vi sætter vores sange sammen. Som regel starter sangene med en 2-3 riffs mere end de ender med, og vi kan ikke så godt lide at gentage ting for mange gange, derfor bliver det tit nogle korte og kontante små bæster vi får skrevet..

The Gospel er et godt eksempel på lige præcis det, og selvom der ikke er meget der går igen, og selvom sangstrukturen er forholdsvis simpel, er der alligevel 6-7 forskellige riffs klemt ind på under 2:30

The gospel var det sidste nummer vi skrev til “Storm the walls” og er en meget god indikator på, hvor vi som band er på vej hen…

The Dotted Line:
Da vi skrev “Dotted line” for over 1 år siden, syntes vi, at måden at tælle ind med lilletromme på, var pissehamrende oldschool død’er agtigt, men nu har alle mindst én sang der starter på den måde. I det mindste er vores længere, kedeligere og går igen igennem hele sangen, HA HA HAA, tørre fååk hoveder!

“Dotted line” er faktisk den eneste sang vi nogensinde har skrevet 100% i øvelokalet, og jeg tror at hovedriffet var det eneste Rasmus havde med hjemmefra. Jeg husker det i hvert fald som om, at vi skrev sangen over et par øller en lørdag sidste sommer - og det er ellers ikke altid, at det lige virker for os at blande alt for mange bajere med sangskrivning.
Den eneste anden gang vi nogensinde har gjort det, var med en sang der aldrig kom til at hedde andet end “tråkker” og den var i hvert fald pisse mager!

Nå, nok om det. Ligesom “Gospel” er “Dotted Line” også forholdsvis kort, men med lidt af det hele: gammeldags thrashy vers, semi-melodisk bro med fiskekutter riff, og et fedt groovy tromme C-stykke (er der noget der hedder det, lyt selv og se hvad jeg mener)

The Burning, har den 10. December udgivet deres debut album “Storm The Walls”, og er udgivet igennem Massacre Records. Albummet er indspillet og mikset i Hansen Studios, med produceren Jacob Hansen, som også har stået bag Destruction, Aborted, Fear My Thoughts og danske Hatesphere. 

Nedenfor kan man se den splinter nye musik video til sangen ”Snakes Of Life”, som er taget fra albummet. Videoen er lavet af det danske firma Division 666.

The Burning, vil i denne blog lave en gennemgang af alle albummets 12 sange, samt komme med et par løgn/og druk historier.