Det er sidste dag på kongeweekenden og sidste dag i Jylland. Idet jeg slår øjnene op, dukker de fede minder fra aftenen før op med det samme - what a night! Det samme gør en pænt sindssyg smerte i min hals. De bange anelser i nattens sprittåge var altså gode nok, jeg havde erhvervet mig en fed gang forkølelse med ondt i halsen. Ikke fedt og besemt ikke befordrende for aftenens udskejelser i Esbjerg.

Vi fik pakket vores lort, nu tredje dag uden bad, hvorfor ikke bare køre den helt ud? Der må ha lugtet funky, da vi forlod værelset for at finde slæden og sætte kursen mod Esbjerg. Kim havde glemt sin iPod på spillestedet, så der skulle lige ledes lidt inden vi kunne komme videre. Kim har stort set glemt noget hvert sted, men ikke noget så højt elsket som hans iPod. I modsætning til alle de andre ting han har glemt, lå den desværre ikke på spillestedet eller i Volbeats “Kims glemmekasse”. Ærgerligt, håber de finder den i Tønder.

Til bager og mod Esbjerg, hvor første stop var en McDonald’s. Yep, det siger lidt om omfanget af tømmermænd. Henne på Tobakken gik folk rimelig kolde. Nogle sov mens andre bare chillede og massagestolen var noget af et tilløbsstykke for de fleste.

Denne aften var der et tredje band på og de havde på en eller anden måde plantet sig solidt midt i pakken. Det er totalt uholdbart, men bandet kender vel arrangøren eller guffer gren på samme. I hvert faldt insisterede arrangøren på at de skulle spille inden Volbeat, ellers ingen koncert. Som sagt så gjort og det betød så at vores lydprøve lå meget sent og vores sæt meget tidligt. Lydprøven gik fint, Minic havde tjeck på sit lort og monitor-manden (yeds, det er store sager) vidste også godt hvad han lavede. Pev godt nok lidt over det hegn vi spillede, men han fik hurtigt tørret øjnene, da der umiddelbart efter blev kaldt til middag. Nok den bedste af slagsen på denne tur forresten!

Jeg havde fået et par panodiler af Thomas og det kunne tyde på at stedet ikke var ved at låbe tør for rødvin. Med disse to gode venner glemte jeg forholdsvis hurtigt både tømmermænd og min “lidelse” og det lykkedes mig da også igen af banke Anders i bordfodbold. Umiddelbart efter lagde vi scenen ned og hamrede bajere back stage. Det var nok den aften, der var flest trin på stigen, men det lykedes os da at give den pænt gas og publikum var også fint med. Det var ikke så svært at være første band alligevel, bare træls!

Efter den sædvamlige seance med af hamre bajere i merchen og tale med fede folk og høre på sløje makkere (endda en, der købte Rasmus’ klamme hat for en plovmand - fuck, han må være vågnet med en rigtig, rigtig irriterende fornemmelse i maven! ), fandt vi endelig ud af at få vores røv på scenen til “Always with U”, noget vi har talt om siden day 1. Sikke en fest!

Hjemturen truede. Ikke noget vi havde set frem til, især ikke Frede, der havde æren af at køre herskaberne i hus… Ikke desto mindre havde vi midterbandets søde merchpiger fra Odense og Michael P. med i slæden, så det var lidt andre løgnehistorier, der blev fortalt den aften… Ikke noget der passede undertegnede specielt, da “lidelsen” efterhånden ikke kunne holdes nede med bajere og da jeg var den eneste, der ikke kunne tillade sig at trække skind hele søndagen. Så meget for at være part time rock star og part time family guy. Havde regnet med at festen ville dø ud på Fyn, men pigerne ville med Kim hjem og det skulle de da, så den fik fuld skrue hele vejen.

Next stop Store Vega. For satan, der er et par eller to, der glæder sig til det!

AT

Tønder ligger ikke så fandens langt fra Herning, så vi havde ikke travlt med at komme afsed. Dette resulterede i en tur gennem byen, hvor hovedattraktionerne var at få noget at spise og at Kim vandt fem kroner på at slå søm i et bræt med en Kylling, som var på polterabend. Efter det var der ikke meget at komme efter i Herning, så vi kørte mod Tønder, hvor vi ankom i pænt god tid. Super fedt spillested og super tjekket og rart personale.

Efter en gang frokost af bedste sønderjyske skuffe tog vi på vandrerhjemmet og tjekkede ind. Første gang det er sket, men nu lå det ret tæt på og alle tiders røv aka Frederik, skulle også have lov til at drikke sig i hegnet, inden han skulle køre næste dag. Fedt vandrerhjem, bare ærgerligt at vi skulle spille kl. 20:30 den aften, og at det var præcis der de serverede gratis glögg og æbleskiver. Men hvad fa’en, vi fik revance senere…

Frede og jeg fik tiden i Tønder til at gå med at få tjeck på det sidste gear (smart på den 3. sidste dato på turen). Jeg fik sat min Wah-pedal fast på mit pedalbræt og min nye Xplorer blev opdateret til rent faktisk at kunne bruges til andenguitar. Skulle egentlig have skiftet pick-up’er, men det så lidt sort ud for os da strengene skulle af først, det kunne vi ikke lige overskue (så meget for proffesionalisme), men hvad fa’en, den lyder sgu også fedt med de originale.

Der var ellers generel tømmermandsstemning hos TDC-drengene og der blev flittigt arbejdet med reperationspils og vand og tørt for at komme overnpå. For en gangs skyld havde ingen spist for meget, da aftensmaden stod på en syret blanding af ris og shawarma, men der herskede alligevel en mat stemning da vi skulle ramme scenen pga. føromtalte tømmermænd og de ringe forventininger til Tønder og omegns heavy folk.

Da lyset i salen blev slukket lød det største brøl, vi har hørt på denne tur, og jeg kan huske jeg tænke “Fuck, de har glemt at fortælle folk, at der er opvarmning på, de tror fandeme at det er Volbeat, der går på nu!”. Men det skulle vise sig at folk i Tønder var sindssygt sultne på heavy og at størstedelen af dem synes at vi var røvfede. For sadn, det var sgu federe at spille i Tønder end det var på Roskilde Festivalen! Pludselig var bange anelser og tømmermænd helt væk og vi spillede et pisse fedt show. Det samme gjorde Volbeat senere og det var nok denne aften, der for begge bands vedkommende står mest frem.

På sådanne aftener afløses showtime for alvor af hammertime og vi begav os - efter det hele var overstået - ud i Tønders natteliv. Heller ikke noget vi havde de store forventninger til, men det var fedt og folk var cool og rigtig glade. Da vi blev smidt på porten ved lukketid, gik turen til vandrerhjemmet, hvor glögg og æbleskiver var blevet erstattet af fadøl og småkager, lige noget for raske fyre, der havde fået ris og shawarma til aften og som ikke var helt klar på at gå til ro. De sædvanlige løgnehistorier skulle lige fortælles inden vi ramte puden. Det sidste jeg tænkte var at jeg sgu nok måtte indse, af jeg var ved at blive forkølet… Damn!

Allan Fee

Så er konge-weekenden for alvor skudt i gang. Tre jobs i Jylland med fed, fed bandbus lejet af Moonjam, chauffør/scenerøv (Greven) og hele dynen. Efter at have pløjet det halve af Jylland rundt efter et kort fra ´89, er vi tilbage i vanlig stil med at komme over en halv time for sent. Volbeat var dog også tilbage i vanlig stil og havde ikke lavet skyggen af lydprøve da vi ankom. Super fedt da der var en lille time til lydprøve curfew. Det var så ikke Volbeats skyld (der havde vist været en del tekniske problemer og spillestedet var slet ikke klar til kamp, da de ankom), men top proffe og elskværlige som altid fik de hurtigt overstået soundcheck, så der kunne blive tid til os også. Da vi var done kl. 19.30, hvor dørene skulle have været åbnet for en halv time siden havde ikke spist endnu. Magert. Vi skyndte os at kaste en gang medister med stuvet hvidkål i æsken inden vi skulle op og brænde kalorier af på scenen. Altid mega nederen af æde lige inden showtime, men hvad gør man ikke for at få varm mad!  

Salen var ret syret. Der var egentlig plads til 700, men af hensyn til brandmyndighederne havde de kun lukket omkring 400 ind. Der var med andre ord masser af plads at rykke rundt på. Det var så ikke lige hvad herningenserne havde brug for, men som sædvanlig havde vi en fin række eller to foran scenen, som synes det var åh så hyggeligt at være til hårdrockkoncert. Deriblandt en lille gut med jordens sejeste og største afro, det så sateme sejt ud når han bangede! Som sædvanlig måtte selv de største kritikere vippe lidt med foden til Kandidatens toner og det var i det store hele en fed aften, hvor vi også spillede flot og havde god lyd.  

Efter showet blev der som sædvanlig hængt ud i merch-boden og vi fik solgt en masse demoer, skide godt. En makker mente at vores shirts var meget federe end Volbeats, men at det var ærgerligt at der ikke stod Volbeat på dem. Det kan der jo være noget om…  

Da gearet var pakket, gik turen til den nærmeste bar, hvor ejeren havde fundet et par flasker Jack og Bacardi frem og der blev drukket godt igennem. Fedt endelig at have en god fest kørende med stjernerne og de lokale folk, som åbenbart synes at TDC er the shit! Super hyggeligt. Da klokken nærmede sig tre var det på tide at finde vandrerhjemmet og involvere den kasse pils vi havde med fra spillestedet. Ikke super fedt at vi kun kunne få et rum til to, men vi fik planket et par madrasser fra de omkringliggende værelser, så stemningen var høj. Der blev lukket og slukket kl. 4.30. Første gang for undertegnede at sove på en vaskemaskine.  

Tung Metallan 

Så kører bussen sgu igen. Dejligt. Der er ikke meget rockstjernestemning over at tage direkte fra arbejde til Toldkammeret i Helsingør for at spille hegn. Ikke desto mindre var det dagsordnen for undertegnede. Det sædvanlige ritual med lydprøve og mad blev hurtigt overstået og der er egentlig ikke meget at fortælle om denne aften, som var noget nær det mest standardiserede vi har oplevet på denne turne. Boooring, I know, men sårn er’ed.

Scenen på Tolkammeret er super nederen, da der står to stolper, som deler scenen op i tre dele. Når man som support skal have DSB’s magre venstrehåndsbaljer til at stå midt i det hele, er der ikke meget plads at svinge garnet på. Det var ellers et meget entuasistisk publikum, som så ud til at hygge sig kosteligt, respekt til Helsingør for det.

Iøvrigt første gang nogensinde vi har fået skideballe for at gå ”for tidligt” (10 min. efter planen) på. Der blev dog hurtigt rettet ind til højre fra Volbeats scenetekninker Christian P., som lige fortalte afvikleren et par alvorlige ord om hvor skabet skulle stå.

Tved 

Denne dag var ikke ligefrem den vi havde glædet os mest til, da det havde voldt os en del problemer mht. trommeslager. DSB havde valgt at spille med Hatesphere på Forbrændingen denne aften, så TDC måtte ty til andre midler for at få budskabet igennem i Holbæk. Egentlig skulle DSB have været på Europa turne hele november, så vi havde allieret os med Kasper Rottbøll fra Nembience og øvet fint et par gange i august, men da den turne blev aflyst, var Dennis tilbage i stolen. Ikke desto mindre ville Kasper gerne spille dette ene gig med os og vi øvede i mandags - lidt af en chance med blot en øver, men hvad fa’en… Det er jo metal og Kasper spiller en habil tromme.

Vi hentede Kasper i øveren og pakkede hans gear sammen med det andet og kørte i retning af Holbæk. Fandt hurtigt Elværket, hvor Volbeat var færdige med lydprøve før tid, BIG FUCKING SURPRISE!

Vi stillede op som sædvanlig og gik i gang med at lave lyd. Stedets lydmand Andreas fortalte at han havde hørt lidt af vores musik og at han i øvrigt aldrig havde lavet metal før - fedt! Lige noget vi havde behov for at høre. Derfor sendte vi Kim i salen for lige at tjecke lyden udtil. Det eneste han havde at sige til det var at spørge Andreas om han overhovedet havde lavet lyd i salen endu - det havde han… Der var lagt i ovnen til en stor aften i Kandidatens tegn! Tilbage i backstage rummet var der mad og våde varer. Hvis de ikke kan lave lyd i Holbæk kan de til gengæld finde ud af at lave catering. Damn, det var godt. Men æblekage til dessert, wow.

Min nevø på 16 og hans kæreste, der var taget fra Næææstved a’af for at se os, blev vist rundt i backstage området og fik et par faderlige ord med på vejen af Michael P. Ikke noget der så ud til at imponere herskabet, men hvad fa’en, man er vel punk… De blev hurtigt gennet ud, så Anders K. kunne få revance i bordfodbold fra Roskilde, og det fik han så 10-9. Håber vi støder ind i et bord mere, så han kan blive sat sårn rigtigt på plads.

Godt varmet op af den ophidsende kamp var det nu tid til at indtage scenen. Det gik strygende! Lyden på scenen var god og Kasper spillede super fedt. Efter et par numre var vi helt spillet sammen og gav den lge en tand mere og det kunne Holbæk li’. Synet som man stadig kan blive overrasket over folks begejstring i provinsen!

Da vi var færdige og pakkede vores lort kunne Mads Lyd fortælle at lyden i salen var rigtig fed, det kom jo noget bag på os, men Andreas må alligevel ha vidst hvad han lavede. Godt gået og mange tak for det, Andreas! Der blev også til en masse komplimenter til Kasper fra Volbeat-lejren. Meget velfortjent. 1000 tak for hjælpen, Kasper, du er mere end velkommen en anden gang.

Herefter stod den på regulær druk. Der var åbenbart ingen grænse for hvor meget Jack D. man kunne hente i baren, så det skulle udnyttes. Store nedtursdag var vendt til en rigtig fed aften for alle, woot, woot.

Tveden

Yours truly var pænt mærket af tømmermænd, da turen gik til nærmeste McDonald’s (arh, ikke igen!). Ved ikke om det var fordi vi frekventerede netop dette sted eller om det var bajerne fra dagen før, som gjorde det svært at sluge burgeren. Kan også være fordi klokken kun var 10.30…

Vi kørte direkte til Ringsted for igen at være i god tid. Fuck, det er fedt at være tilbage hvor man VIRKELIG kan forstå hvad folk siger, tænkte jeg, da vi spurgte en lokal fyr med orange vest om vej. Sejt.

Vi smed vores gear af og så os lidt omkring i Ringsted Kongrescenter. For satan da, det er en stor sal. Vi vidste at der igen var udsolgt og det var godt for nerverne, for en sal til 1200 mennesker ser sgu pænt tom ud, hvis der “kun” er 500. Trods vores tidlige ankomst skulle vi vente længe på at lave lydprøve. Der var problemer med Polles trådløse mikrofon og den SKULLE jo virke så… Men vi kom da til lige som maden blev serveret og hvilken latterlig lydmand de havde til rådighed. Han lagde ikke skjul på at han hadede sit job, eller også var det bare vores konklusion, da han nægtede at mic’e Dennis anden hi-hat op fordi han havde fået at vide at der kun var en. What a jerk! Han bad os også generelt om at spare på krudtet til han havde mic’et sættet op. What a jerk. Efter 20 minutter (og vi er i tidspres her!) havde han endelig fået mic’et trommerne op, men åbenbart ikke godt nok, for der var ikke hul igennem til halvdelen af dem. What a jerk!!! Heldigvis bar Mads Mikkelsen (turens flotteste fyr) over med ham og hjalp ham lidt med det hele (og dermed også os, tak lydpik). Vi fik lige akkurat stresset os igennem lydprøven til tiden og kunne derefter bare gå og tælle minutter inden vi skulle spille i den hidtil største sal på den hidtil sydligste del af Sjælland vi nogen sinde har prøvet før. Det siger en del…

Showet gik som det skulle, det var fedt. Kæmpe scene, god lyd, OK publikum. Efter det gik turen som sædvanlig til merchandise boden, hvor alt åndede fred og ro, da Volbeat var gået på. Vi fik en kæmpe griner over en bebumset, radmager og gennemført bondepige, som betegnede opvarmningsbandet som “dybt latterlige” og mente at hun ikke kunne se hvad det skulle til for. Nå, ja. Men skal høre sandheden fra børn og fulde folk - og åbenbart også folk , der ikke ved hvem de taler til… Som aftenen skred frem kom flere og flere hårdrock entusiaster med mere positive holdninger til TDC også i boden og fik en sludder for en sladder. Hyggeligt. KB og Dennis Metal gik til makronerne i flydende form, mens undertegnede, der havde køretjansen og Kim, som skulle til fed, fed stopprøve dagen efter, tog det lidt mere med ro. De fik da også prakket folk en masse items fra biksen på, hvilket var godt gået for en by som Ringsted - også set i lyset af at Volbeat splgte over 200 shirts(!).

Allan T’e

Det er rimelig syret at være på turne uden at være det rigtigt. Det med at spille tråd, drikke sig stiv og generelt fyre den af fire dage i træk og så have tre dage hjemme, hvor man arbejder, passer familien og ser fjernsyn med tæppet over benene og med kaffen og kagen indenfor rækkevidde, passer ligesom ikke rigtig sammen… Dog er det en super sej ting, da man vender tilbage med fornyet energi og stor tørst efter at give den gas igen. Når man spiller hver dag i tre uger kan man godt blive lidt mat i koderne nogle dage.

Nok om det. Denne onsdag gælder det Århus, nærmere betegnet et udsolgt (big surprise) Train. Vi kom afsted i OK tid, men en eller anden havde valgt at vende bunden i vejret på sin bil på motorvejen omkring Odense. Ikke så fedt. Det resulterede i at vi ankom en halv time inden sound check curfew. Vi er dog efterhånden vant til pressede lydprøver, så det var bare op på hesten og i gang. Det varede heller ikke længe før skidtet var oppe at stå og der var fed lyd på scenen. Det fede ved disse store tjekkede steder er, at lyden på scenen og det tekniske altid er i orden. Det giver en helt anden ro, når man kan høre hvad hinanden laver på scenen og ikke mindst at man kan høre hvad man selv står og fedter med: Et tilbagevendene problem på små spillesteder med oldnordisk lorte gear er at der ikke er råderum til at skrue op eller forbinde monitorerne så man kan lave individuel lyd.

Nok om det. Vi havde et lille problem med stortrommen i Dennis’ monitor, men det blev fikset og middagen på Perron, som er restauranten tilknyttet Train, løftede lige humøret en ekstra tand. Umiddelbart efter god æder, var det tid til at give gas på scenen. Det skulle hurtigt vise sig at publikum var nede med Kandidaten, hvilket er 100% OK med os. Lyden på scenen var faaantastisk, så vi gav den pænt gas. Der var alt i alt lagt op til en rigtig fed oplevelse, lige indtil alt hvad der kunne minde om stortrommer forsvandt fra både front og scene. Så meget for et stort tjecket spillested… Sceneteknikere og lydmand gjorde deres for at fixe problemet, men lige meget hjalp det. Det smittede tydeligt af på publikum og os selv, så det endte med at være en halvskidt oplevelse… Vi reddede den godt nok rimelig hjem, men der var flere, der sagde at lyden idadtil var ret syret - big surprise!

Og hvad gør man så ved det? Man sætter sig ud i det super fede back stage rum - som egentlig bare var en forlængelse af scenen med lænestole og køleskab - og hamrer bajere… Hvem havde regnet med at skulle sidde på sin flade, med benene oppe, drikke øl og ryge smøger (det eneste sted på Train det lod sig gøre) og se Volpøllen…? Udmærket!

Efter at have hængt ud med forskellige typer i merch boden, tog vi med Signe og Leif hjem. Signe og Leif er nogle af Dennis Metals gode venner fra Århus og de var ikke blege for at lægge hus til et turnerende hårdrock orkester, og da heller ikke blege for at drikke lidt med de farende svende, selvom den stod på arbejde dagen efter. Nice. Det blev som sædvanlig en god lang og våd aften - og ja, med de sædvanlige løgnehistorier. Mange tak for husly, I to!

Allan T.

Gimle er et vildt fedt spillested. Salen er rund, har en dejlig størrelse og en balkon lige overfor scenen. Ikke noget under at den var proppet til både os og The Volbeats. Desuden har de et cool back stage lokale med bordfoldbold og alt hvad den kan trække af chips og tobak, lækker mad og søde mennesker, der har tjeck på deres kram.

Efter tourens første bager-besøg (damn, jeg er allerede træt af at indtage min morgenmad på McD eller lign.) og en dejligt afstressende køretur fra Viborg med god tid i sidevognen, kom vi frem til stedet omkring en time før get-in. Lidt af en dårlig vane efterhånden, men selvom der er så meget spildtid “on the road”, er det sgu fedt lige at kunne lande, knappe de første par pils op og guffe noget af de sandwich og slik, der bare står og venter. Også fedt at have tid til at banke Anders fra stjerneholdet 2-1 i bordfoldbold og bare lade op inden load-in og opsætning, lydprøve, opsætning af merchandise, bagtæppe osv. De sidste par dages udskejelser var efterhånden også ved at sætte sine spor på de gamle mænd, så nogle tog en skraber, mens andre slæbte gear. Fair nok…

Det viste sig at vores lydmand (vi bruger spillestedets lydmand hver aften) var sulten efter noget ordentlig slå-til-Søren-tråd og han var virkelig sej til at få banket en ond lyd op både i salen og på scenen. Alfa og omega, når man som os skal overbevise en flok Roskilde-borgere, der er kommet med indtrykket af at aftenens opvarmning hedder Support, om at vi er fede. Så nytter det sgu ikke noget at både musik og lyd lyder af pose! Desværre kunne vi - på trods af et mere end hæderligt forsør fra aftenenes afvikler - ikke få vores bagtæppe op, så mystikken omkring opvarmningsbandet var komplet.

Det var en hård start på gigget. Roskilde og omegn var til at starte med ikke super tændte på Kandidaten, men det lykkedes os at få en god fest ud af det alligevel. Sjovt som folk først står og klør sig i nakken og griner ad os, når de så efter fire numre selv er med på hornene og får nikket godt igennem… Dejligt at se at det danske live publikum - trods min holdning om at folk er stok konservative når det gælder om at opleve nye bands og nyt musik - ikke er helt bag af dansen og møder os med åbent sind.

Det var alt i alt et rigtig godt show hvor alle var tilfredse med deres indsats. Også selvom det endnu en gang lykkedes mig at træde en ledning ud af en af mine pedaler. Det var sjovt nok også i Roskilde sidst, da vi spillede på festivalen, der er åbenbart noget dårlig pedal-karma over den by. Anyways, tre hurtige, lidt rygklapperi og så tog jeg toget hjem, for at være nogenlunde frisk til dagen efter. En meget syret oplevelse…

Heavy Metallan

Paletten, Viborg… Nok det gig vi havde set frem til med mest skepsis. Der var ingen af os, der nogensinde har spillet i Viborg og der var bred enighed om at der bestemt ikke kunne være nogle metalheads i byen. Trods den “beskedne” kapacitet på 350 mennesker så salen ud til at kunne rumme mange flere og vi forestillede os allerede hvordan den pænt store hall ville være fyldt med hr. og fru Danmark med en fadøl under armen under vores sæt. Mere om det senere…

Vi ankom tidligt til spillestedet, da der ikke var langt fra vandrerhjemmet i AA, underligt at være i god tid. Der blev flittigt surfet på nettet og hængt ud i back stage rummet og der blev gjort status på turen hidtil sammen med Volbeat drengene - alle var meget tilfredse. Der blev også tid til en tur til den lokale Stereo Studio, hvor vi lagde en god slat penge på disken. Undertegnede fik opdateret sin Thin Lizzy- og Led Zeppelin-samling og der blev også lige til et par skiver til konen. Også et fantastisk køb af det røde Tarantino boxset til 150 dask! Genialt. Viborg er en rigtig hyggelig by, men damn, det var koldt, så vi fandt hurtigt tilbage til Paletten.

Efter de sædvanlige lydprøver og opvarmning (øl og rødvin) indfandt folk sig i salen. Den blev hurtigt fyldt og klokken blev 21, hvor de daglige saveøvelser gik ned. Det lunede da vi allerede inden vi gik på scenen blev modtaget med diverse brøl og pift, det tegnede til at blive en god aften alligevel! Og vores forventninger til Viborgs koncertgængere blev med det samme manet til jorden. Fra første strofe skød de første rækker den godt og alle i salen rykkede fint med på vores numre. Der blev gjort store øjne fra scenekanten, da der i tredje nummer indfandt sig et mosh pit blandt de yngste. Et beskedet et af slagsen, bevares, men trods alt et mosh pit. Store sager.

Vi fik for alvor at mærke hvor seje de er i Viborg, da vi senere hang ud i kræmmer boden. Folk købte godt ind til både stereoen og til garderoben, og sateme om ikke mange af dem også ville have autogrefer. Det hele gav god mening. Måske fordi viborggenserne er et muntert folkefærd, måske fordi det var fredag aften, måske bare fordi alle var sprit stive pg væltede rundt i øl og sved, hyggeligt var det i hvert fald!

Planen var egentlig at køre hjem når vi havde pakket vores lort, men Storebæltsbroen var pga storm lukket indtil kl. 1, så vi valgte at ty til det lokale vandrerhjem. Vi havde lovet gammelfar i receptionen ikke at larme, men på en eller anden måde havde de efterhånden meget omtalte højttalere sneget sig med på værelset og havde fået selskab af en kasse øl, så der blev fortalt de samme løgnehistorier endnu engang. De var overstået kl. ca. halv fire, hvor sidste mand gik kold.

- Metallan