- Anmeldelser DVD -
Albums Demos DVD Koncerter

D-A-D - Scare Yourself Alive

Karakter

Pladeselskab
EMI
Skrevet af
Mikkel
Dato
24-05-06
Link
D-A-D
EMI
Genre
Rock
Så kom den endelig! Den længe ventede dvd-udgivelse af en koncert med D-A-D. Utroligt nok er det, på trods af D-A-D's efterhånden mere end tyveårige historie, den første reelle live-dvd fra deres side. Tidligere har vi set deres samlede musikvideoer fra 1985-1995 på (VHS-udgivelsen) ”Good Clean Family Entertainment You Can Trust”, og de enkelte numre, der kunne spilles på en computer på '98-albummet Psychopatico. Men nu, samtidig med at sommeren er kommet til lille Danmark, bliver vi ramt af et brag af en koncertudgivelse! Tidspunktet er måske lidt underligt valgt, da der ikke umiddelbart er udsigt til juleaften – den nærmeste ”gave-giver-dag” er da vist Fars Dag – og der er uden tvivl et par fædre i det ganske land, der kunne finde på at ønske sig denne her dvd!
Og det er da ganske forståeligt, da der jo er tale om Danmarks bedste liveband, som kan opleves igen og igen ..... og igen! For når man smækker denne skive i dvd'en, er det ligesom at være tilstede til en koncert igen! Man kan næsten ikke lade være med at rejse sig fra sofaen for at begynde at hoppe rundt i stuen – gerne med en fadøl i hånden! For der er tale om ægte fadølsstemning på de to koncerter der er at finde på dvd'en; den ene, fulde koncert, er fra Roskilde Festivalen d. 1/7 2005, hvor man kan se et hjemmevant D-A-D fyre den maksimalt af i knapt halvanden time: De spiller deres typiske liveset, med en god blanding af helt nye numre, nyere numre og helt gamle numre, samt, naturligvis, de helt uundgåelige som ”Bad Craziness”, ”Sleeping My Day Away” og den afsluttende ”It's After Dark”. Det er en koncert hvor hele D-A-D's enorme live-potentiale vises; der er eksplosioner, ild i Stigs hjelm, hæsblæsende trommesoloer fra Laust, vittigheder fra Jesper og overlegent guitarspil fra Cobber. Det hele er blevet fanget godt af kameraerne – en rigtig fed detalje fra kameraføringens side, er de sekvenser der er filmet fra de flugtveje, der er mellem de ”båse” publikum er i på Roskilde – det giver en virkelig god fornemmelse af at være til koncerten selv! Det er rigtig fedt!
Den anden koncertdel er fra den turné, der fulgte sidste års udgivelse, Scare Yourself, og er et femogfyrre minutters sammendrag af koncerten i KB Hallen d. 4/11 2005. Grunden til at det ”kun” er et sammendrag, er jo at der ikke har været grund til at fylde skiven med gentagelser fra Roskilde – så her får man de numre der var unikke for denne turné. Der er både tale om en god del af de nye, men også en pæn præsentation af de virkeligt gamle, så som ”Makin' Fun of Money” og ”Overmuch”!
Hvis man er ked af, at koncerten fra KB Hallen kun er tilgængelig i et sammendrag, så er der kun grund til glæde, for albummet rummer også en livecd, så det også er muligt at høre hele koncerten fra KB Hallen, når man ikke lige har en dvd ved hånden! Så er der altså fjorten livenumre, hvor der ligeledes bliver givet maksimalt gas – ligesom der i øvrigt også gør i sammendraget, og man får fornemmelsen af den intense følelse det er at være til en indendørs koncert med D-A-D!
En lille bonusfeature, er en ti minutters beskrivelse af en arbejdsdag for det travle band – hvordan den forløber vil jeg ikke afsløre – det synes jeg du selv skal opleve!
Så er du en lille smule begejstret for D-A-D, så er denne dobbelte liveudgivelse et absolut must, der endnu en gang, eller måske snarere én gang for alle, cementerer D-A-D's status som Danmarks absolut største og bedste liveband! Hvis du ikke tror på mig, så synes jeg du skulle se dvd'en – for så vil du give mig ret – jeg tror faktisk du ligefrem vil sætte en tyk streg under min påstand!!! Det er en helt fantastisk udgivelse, der viser D-A-D's stærkeste sider!!!


Revolution Music vil gerne takke EMI/Virgin for tilsending af dette album.

Arkiv



Copyright © revolution-music.dk 2005